Hvad handler det om?
Når man skal måle den økologiske tilstand i vandløb, gøres det blandt andet ved at undersøge hvilke smådyr, der findes i vandløbet (Dansk Vandløbs Faunaindeks, DVFI).
Forekomsten og sammensætningen af smådyr i vandløb udtrykkes gennem en skala fra 1 til 7.
Faunaklasse 7 svarer til et helt eller næsten upåvirket vandløb med en høj økologisk tilstand (altså med mange arter af smådyr, der har høje krav til iltkoncentration og levesteder), mens faunaklasse 1 angiver stærkt forurenede vandløb eller vandløb med meget få levesteder og med dårlig økologisk tilstand. Faunaklasse 5 eller bedre opfylder målet om god økologisk tilstand for smådyrene.
Mange af vandløbets smådyr er afhængige af, at vandet er rent, og at vandløbet er fysisk varieret. Et naturligt, upåvirket og bugtet vandløb har ofte en høj DVFI-værdi.
Lave DVFI-værdier findes typisk i vandløb, der har dårlige iltforhold som følge af forurening fra husspildevand, og i vandløb med dårlige fysiske forhold. Desuden vil vandløb, som vedligeholdes hårdt, eller er udsat for udretning, opgravning, uddybning og omfattende grødeskæring, oftest have lave DVFI-værdier.
Hvad påvirker vandløbene?
Kvaliteten af levestederne for planter og dyr i danske vandløb er bl.a. forringet som følge af:
- vandløbsreguleringer
- spærringer
- intensiv vandløbsvedligeholdelse
- forurening med spildevand eller kemiske stoffer
- vandindvinding
Forekomsten af smådyr har været målt over en længere årrække og er derfor den indikator, der bedst kan vise udviklingen i vandløbenes tilstand over en lang periode.
Hvad er målet?
Ifølge EU’s vandrammedirektiv skal de vandløb, der er omfattet af vandområdeplanerne, opnå en god økologisk tilstand senest i 2027. En god økologisk tilstand dækker både en god tilstand for de biologiske kvalitetselementer smådyr, fisk, vandplanter og alger på sten og andet fast materiale, samt en god kemisk tilstand af vandet.
Målet om en god økologisk tilstand er opfyldt, hvis alle anvendte kvalitetselementer er i god økologisk tilstand.
EU’s vandrammedirektiv er i Danmark udmøntet i vandområdeplanerne (2021-2027). Her indgår ca. 18.500 kilometer vandløb. Ud af dem har ca. 30% opfyldt målene. Ser man på målopfyldelse alene i forhold til smådyrsfaunaen, opfylder ca. 60% målene.
Læs mere
Aarhus Universitet, DCE. Udvikling i faunaklasse opdateres hvert 2. år i forbindelse med udgivelse af NOVANA rapporterne "Natur og Vandmiljø". Tilstand og udvikling – faglig sammenfatning.
Vandmiljø og natur 2020 NOVANA. Tilstand og udvikling – faglig sammenfatning (PDF)
Geografisk fordeling af DVFI er opdateret i 2023 med tal t.o.m. 2021 (figur 1).
Hvad er status?
Fra 1994 og knap 20 år frem har der været en klar positiv udvikling i antallet af vandløb med en god tilstand for smådyr. Specielt andelen af de højeste faunaklasser (6 og 7) er øget markant. Efter 2012 synes udviklingen dog at være stagneret. I de vandløb, som løbende undersøges i overvågningsprogrammet NOVANA, er andelen af stationer med en faunaklasse, der er større end eller lig med 5 steget fra ca. 20 % i 1992 til omkring 60 % i 2021.
Figur 2: Udvikling i faunaklassen (Dansk Vandløbs Fauna Indeks) igennem perioden 1994-2020 i udvalgte vandløb. Faunaklasse (FK) 7 svarer til et upåvirket vandløb, mens FK 1 indikerer et stærkt forurenet vandløb.
Kilde: Aarhus Universitet, DCE (Nationalt Center for Miljø og Energi) 2020.
Opdateres hvert 2. år. Tal for 2022 forventes offentliggjort i 2024.
Vandmiljø og Natur 2020. NOVANA. Tilstand og udvikling - faglig sammenfatning (PDF).
Skalaen for faunaklasser
Figur 3: Her kan du se sammenhængen mellem faunaklasse (DVFI) og vandløbets tilstand.
Faunaklasse | Tilstand | |
FK 7 | Høj | |
FK 6 | Høj/god | |
FK 5 | God | |
FK 4 | Moderat | |
FK 3 | Moderat/ringe | |
FK 2 | Ringe/dårlig | |
| FK 1 | Dårlig |
Kontaktperson
Sandra Marie Døssing
Hav- & Vandmiljø, Miljøstyrelsen
E-mail: samad@mst.dk
Sidst opdateret d. 15. august 2023